Kom med på tur ind i protestsangværkstedet i containeren ved Flokkr ledt an af Arbejdermuseet søndag 26. juni kl. 10-17.
Her vil du blive inddraget i et samskabende projekt om at udvikle en protestsang anno 2022.
Protestsange handler om at give udtryk for ønsker, drømme og kampe om forandring – og de handler ofte om at skabe solidaritet og sammenhold om en sag.
Først fylder vi på med ideer og drømme, meninger og værdier samt konkrete bud på de vigtigste sager, der skal kæmpes for og forandringer, der skal skabes i 2022 og fremtiden.
I værkstedet kan du finde inspiration fra tidligere tiders protestsange, helt tilbage til de arbejdersange som skabte kampgejst, styrke og solidaritet blandt arbejdere for 150 år siden.
Dagen efter, mandag 27. juni, vil du blive guidet igennem protestsangens historie. I forlængelse af det hjælper Raske Penge med sit take på protestsange. Vi skal også høre aktuelle protestsange fra Klimahystaden og MC Dommedag.
Alle kollektive tekstbidrag vil blive samlet og sammenskrevet af RAPOLITICS, som optræder med den spritnye protestsang. Det kan kun blive et hit!
Arbejdermuseet er et specialmuseum, der formidler arbejdernes hårde hverdag samt deres kampe for et mere mangfoldigt og flerstemmigt demokrati – et demokrati for de mange og ikke for de få. Dannelse til politisk og aktivistisk engagement i samfundet er en del af selve stedets DNA, og museet arbejder ud fra en vision om at styrke viljen til et lige og retfærdigt samfund.