Barbro er et navn, du skal skrive dig bag øret!
I Barbros musikalske univers åbnes der for de helt store følelser, hvor den 25-årige sanger dykker ned i en slags selvransagelse af både identitet og skam.
Den musikalske indpakning består af intime popballader med klaver, violin og guitar. Det føles helt som at blive lukket ind i et fortroligt rum, hvor du får hvisket hemmeligheder i øret af Barbros vokal, som rummer en særlig sårbarhed og renhed.
Hvis du er til navne som Fiona Apple eller Cat Power, bør du straks søge mod Barbros sælsomme musik.
Siden udgivelsen af den første single ”I’m Fine” har Barbro høstet ros fra alle kanter. Den selvbetitlede ep fra 2021 viser flere facetter af det musikalske talent. Et dogme fra indspilningerne var, at sangene på ingen måde måtte komme i kontakt med en computer eller andet digitalt. Alt skulle fremelskes fra hånden. Det høres. Musikken er stofligt sart og smukt leveret.
Barbro og band oversætter sangene elegant til livescenen med en indlevelse, der nærmest suger sine lyttere ind. Du kan selv få syn for sagen lige her – og så kan du begynde at glæde dig til at se Barbro på Rising-scenen på Roskilde Festival 2022.