BBYMUTHA US

Scene
Mantra
Show
18:30
Lørdag 2. juli 2022
Kompromisløs sydstatsrapper der fortæller om kvindelighed og moderskab


Lad os lige tale om babyer. Denne mutha har født fire af dem – to sæt tvillinger! Når hun ikke har travlt med at være mor, laver hun attituderig hiphop. Som navnet antyder, er en central del af hendes kunstner-image, at hun faktisk er en mor.

BbyMutha har været i gang i otte år. Det var singlen "Rules", der først skabte røre på internettet og gjorde, at BbyMutha pludselig blev en SoMe-favorit.

Takket være hendes bundærlige gør-det-selv-tilgang til musikken, hendes flittige arbejde, ikke blot som musiker, men også som ejer af et apotek, alt imens hun opdrager to par tvillinger alene, er hun blevet lige så meget en rollemodel for unge kvindelige mc'er som en stemme for uafhængige kvinder i det hele taget.

BbyMutha passer godt ind i arven fra sydstatsrappen i form af ikke at ville læne sig op ad nogle kyst-trends. I stedet dyrker hun et udtryk med en vild attitude og så hendes langsomme, cool Tennessee-dialekt, som giver hende sin helt egen kunstneriske stemme.

I 2020 udgav rapperen sit debutalbum. Muthaland rummer intet mindre end 25 tracks med en overflod af ørehængere. Rapperen balancerer fræk sexsnak med refleksioner over traumer. Det musikalske bagtæppe er en mørk, truende og ubarmhjertig lyd, som har fået Pitchfork til at kalde BbyMutha "en kunstner, der opererer på sit højeste".

Hun har fulgt trop med en stribe ep-udgivelser (vi anbefaler at følge hende på Bandcamp). Hver eneste høster masser af ros og bygger videre på hendes lyd.

Dette er en kunstner, der konstant er i udvikling. Og når du fanger hende live, kan du være sikker på at se et frækt og overrumplende show fra denne fremadstormende rap-sensation.