Der blæser friske vinde på den danske popscene.
Bare spørg Blæst.
De har fundet en succes med deres dansksprogede popmusik, der er rig på melodier, som sætter sig fast, og et sprudlende humør, der giver plads til både festen og det eftertænksomme.
I front har bandet Fernanda Rosa, som leverer ungdommelige tekster med hverdagsbetragtninger, som hvirvler op og bliver til let poesi. Der er sange om romancer, at være i kulkælderen – og sågar om farverige festcrashere på Roskilde Festival.
Lyt bare til vaskeægte hits som ”Ego”, ”Kig op fra gulvet” og ”Juice”.
Det danske firkløver har ramt lige ned i en lyd, som er gået rent ind hos de danske musiklyttere. Bandet har medvind på de danske radiokanaler, og når de spiller live, trækker de konstant voksende publikumsmængder til.
Med inspiration hentet tilbage i 80’ernes danske popscene kommer Blæst med nutidig lyd fyldt med farverige og funky produktioner – og et melodioverskud der går rent ind.
Det kan trodse enhver logik, at bandets debut-ep hedder Vindstille. For det trækker nærmere op til musikalsk storm, når Blæst først åbner for sluserne og lukker deres danseglade musik ud. Fang dem på Rising-scenen på Roskilde Festival 2022.