CATE LE BON UK

Scene
Pavilion
Show
18:00
Torsdag 30. juni 2022
Excentrisk og kunstfærdig indierock fra Wales' ømme original


Cate Le Bon er en walisisk kunstner, som først legede med ligesindede, skæve musikere som Gruff Rhys (fra Super Furry Animals), Gorky's Zygotic Mynci og tilmed John Cale. Med sådanne legekammerater er det ikke så mærkeligt, at Le Bons musik er eventyrlysten, excentrisk og legende.

I 2013 købte Cate Le Bon en enkeltbillet fra det regnvåde Wales til det solbeskinnede Californien, og her har hun siden fundet nye samarbejdspartnere i bl.a. Kevin Morby, White Fence, Eleanor Friedberger og Bradford Cox (Deerhunter).

Cate Le Bons indiemusik er uforudsigelig og pudseløjerlig. Den er som en frodig, vild have fuld af sjove planter og farverige blomster, der gror i alle retninger på én gang. Det er psykedelia-inspirationer, avantgarde-impulser og en generel forkærlighed for folk’et storhed.

Reward (2019), hendes femte album, gjorde walisiske musiker et navn, man lagde mærke til. Albummet høstede stjernerige anmeldelser og var tilmed blandt de endelige kandidater til den meget eftertragtede Mercury Prize i England.

Cate Le Bon har netop udgivet sin sjette plade, Pompeii, til – sædvanen tro, fristes man til at sige – storrosende anmeldelser (se her). Albummet er en mere afdæmpet affære med nik til Bowies 70’er-periode, med en vuggende, finurlig uro, som altid har boet inden i Cate Le Bon. Lyt blot til fremragende singler som ”Moderation” og ”Running Away”.

Når Cate Le Bon og hendes band vender tilbage til Roskilde Festival (hun spillede her første gang i 2016), kan du se frem til en sjov, usædvanlig og glødende performance fra en af Wales' ømme originaler.