CHE LINGO UK

Scene
Mantra
Show
16:00
Lørdag 2. juli 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Instagram
Spotify
Rapstjerne in spe fra London med stor social bevidsthed


Che Lingo er en anderledes figur på den britiske musikscene. På en ganske god måde!

Han er en af sin generations mest alsidige rappere. Han bevæger sig sømløst fra klassisk grime over sentimental R&B til filmisk trap. Det er en flydende og melodisk lyd, der strækker sig over USA og England med et helt særpræget London-punch.

Che Lingo kan virkelig få dig til at tabe kæben, når du lytter – medmindre du har for travlt med at moshe rundt til hans potente lyde!

Prøv blot at give hans debutalbum, The Worst Generation, et lyt. Han mestrer det hele med en subtil selvsikkerhed.

Albummet er en forrygende samling sange, der fortæller om Che Lingos forhold til det sydlige London – fyldt med diskrimination og fordomme, herunder politibrutalitet (lyt til "My Block"!), men også følelsesmæssig intelligens med fokus på kærlighed og mental sundhed samt vigtigheden af kvinder i samfundet.

Anmelderne er alle enige: Che Lingos musik er absolut essentiel til den tid, vi står i nu.

Che Lingos stærke sociale bevidsthed blev opfostret på gaderne i Wandsworth (han kalder sig selv Wizard of Wandsworth), hvor han oplevede en masse kriminalitet i løbet af sin barndom. Musikken blev en kærkommen flugt. Da Che var i sine unge teenageår, havde han allerede travlt med at lave musik og vise sit talent frem i de lokale ungdomsklubber.

Som 21-årig blev han opdaget af en manager, og han udgav kort efter et par ep'er, og det tog ikke lang tid, før den engelske skuespiller Idris Elba bankede på døren og tilbød Che Lingo en pladekontrakt med på sit pladeselskab 7Wallace.

Senest har Che Lingo udgivet singlen "Eyes on the Prize", som er et bestyrkende opråb til alle sorte atleter. Titlen kunne også pege på hans egen rejse mod stjernerne. Uanset hvad er det et sejrende track for en sejrende kunstner, hvis skæbne peger mod noget stort.

Fang ham på Roskilde Festival 2022!