COBRAH SE

Scene
Countdown
Show
22:30
Tirsdag 28. juni 2022
Hun er latexklædt, og hun levererer fræk popmusik


Den svenske musiker COBRAH markerer sig som en af de mest spændende nye stemmer fra undergrunds-fetishscenen.

Hun voksede op dybt fascineret af den blomstrende metalscene i Göteborg til senere at opdage fetish-klubscenen i Stockholm. COBRAHs DNA er formet af sådanne fængslende miljøer, som hun har været en del af.

Hendes debutsang "IDFKA" fra 2018 fik en begejstret modtagelse mange steder. Det er pulserende, minimalistisk electropop med en tekst, som berører kampen for selvaccept. "IDFKA" står knivskarpt og skillede sig tidligt ud. Videoen blev i øvrigt nomineret til en svensk Grammy.

I 2019 udkom COBRAHs debut-ep Icon, der fejrede seksuel nydelse i et hit som "Wet", og hun kunne også reflektere over mørkere sindtilstande som eksempelvis i den grumme "Glue". Hendes anden ep er selvbetitlet og udkom i 2021. Den bygger videre på hendes selvsikre omgang med sexet, festlig og skæv pop, der er blevet COBRAHs varemærke. Tag bare "Good Puss", som fejrer hendes queer-identitet – samt hvad sangtitlen bogstaveligt udtrykker.

Begge ep’er udgives på hendes eget label, som helt i ånden hedder GAGBALL.

Når COBRAH indtager scenen, kan du forvente masser af tung basmusik, der får alt til at vibrere. COBRAH iklæder sig et glatskinnende sort kostume – ligesom alle de animerede figurer fra hendes musikvideoer. Hun medbringer en dj og en vj og genopbygger sit materialet for at give en særlig live-oplevelse.