Den sydlige del af Norge kaldes ofte for bibelbæltet. Her fylder religion, afholdenhed og facade en hel del.
Men der bor også unge kræfter, som vil stå imod. De vil have lov til at være sig selv og ikke have tilværelsen dikteret af autoriteterne. Mindst af alt religion.
Mød Kristiansandbandet Daufødt (’dødfødt’ på dansk).
Daufødt repræsenterer rå energi, fuldt smæk for skillingen og indignation, og de har taget den norske livescene med storm med deres direkte, konfronterende punkrock og smældende kæften fra en skrigende Annika Verdel Homme.
Det går med andre ord ikke stille for sig – og bandet har gjort sig bemærket i så høj grad, at de er løbet med prisen for årets rockalbum til Norges fornemmeste pris, Spellemannprisen.
Det gjorde de med pladen 1000 Island fra 2020.
Pladen er et højlydt, tempofyldt og skarpt skåret opgør med hykleri og dobbeltmoral, religion og ikke mindst et opgør med gamle mænd i det hele taget.
De musikalske knytnæver hænger løst. Det ved alle, der har fanget Daufødt live. Her spiller de, som gjaldt det selveste livet.
Kom og knyt dine næver mod autoriteterne sammen med Daufødt, når de indtager Rising-scenen på Roskilde Festival 2022.