DFUNK & MANILLA GHAFURI

Scene
Flokkr
Show
16:15
Mandag 27. juni 2022
Mere om kunstneren
Website
Kom og hør markante taler fra unge med flugterfaringer – fyldt med håb og drømme for fremtiden. Vær selv med til at drømme i vores drømmeworkshop.


Når man som ungt menneske har været nødt til at flygte og skal starte forfra i Danmark, bliver man mødt med en midlertidighed, som gør det svært at se, hvordan éns fremtid bliver. Er man sikker på at kunne blive i Danmark, hvor man nu har en hverdag samt drømme for fremtiden?

Det store spørgsmål stiller DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, når de medvirker i Flokkr-programmet på Roskilde Festival.

Fra scenen kan du høre stærke taler fra unge meningsdannere fra DFUNK og fra Manila Ghafuri, som er forperson i RAPOLITICS, og som står bag en række støttearrangementer for Afghanistan (hvorfra hun og hendes familie er flygtet), hvor hun har sat fokus på en forfærdelig situation og vist, hvordan det er muligt at hjælpe og støtte på lang afstand.

Kom og bliv klogere på, hvad det betyder i et ungt menneskes liv, når éns liv, drømme og håb ikke alene er i éns egne hænder, men derimod kan besluttes af andre. Hvordan påvirker det den enkelte, og hvordan kan vi sammen gøre noget ved det? Det ønsker vi sammen med jer at sætte fokus på.

Kom også forbi vores drømmeworkshop, hvor du kan skrive små digte ned. Her kan du også lytte til et fragmentarisk lydlandskab fra podcastserien ”Udviste drømme” og gå på opdagelse i vores pop-up-udstilling, som stiller skarpt på hverdagsliv, midlertidighed og drømme.