Dansk/walisiske Drew Sycamore har været her, der og alle vegne i det forgangne år.
Hvis du haft en radio tændt, er du med allerstørste sandsynlighed stødt på hendes musik.
Har du åbnet et magasin, er du nok stødt på billeder af hende.
Og til musikkens forskellige prisuddelinger har hun også været fast inventar. Hun vandt i øvrigt P3 Prisen i 2021 samt to styks Danish Music Awards, som samlet er noget nær den ultimative anerkendelse i statuetteform på de hjemlige breddegrader.
Drew Sycamores popmusik er som en stor roterende diskokugle, der skyder kulørte popperfektioner. Det er klange, der trækker på 80’enes æstetik – i slægtskab med navne som Dua Lipa, HAIM, Christine & The Queens og den slags popmusik med slagkraft og store armbevægelser.
Den 31-årige kunstner synger som en drøm. Hun mestrer dramaet, lige fra det følsomme til det voldsomme, ofte i én og samme sang.
Det er gået stærkt, fra Drew Sycamore markerede sig som et råt talent for blot nogle få år tilbage til nu, hvor hun står som en selvsikker, moden kunstner med internationalt niveau.
Drew Sycamore udsendte i 2019 debutalbummet Brutal (under det forkortede navne DREW) og landede dengang et par hits med sangene ”Perfect Disaster” og ”Let Me Love You”.
Med opfølger-pladen Sycamore skulle hun erobre hele Danmark – med en samtidig smag for det store udland. Lyt blot til store popsus som “Take it Back”, “I Wanna Be Dancing” og “45 Fahrenheit Girl” (alle tre gik nr. 1 i radioen).
Drew Sycamore har også bevist sit værd på de danske livescener. Hun kommer langt ud over scenekanten, ligesom det bliver tydeligt, hvor udtryksfuld en stemme hun har. Hendes velspillende band giver også en ekstra gang dynamik og umf til lyden sammenlignet med pladernes stramme popproduktioner.
Så hvad er mere rigtigt end at overlade vores Orange Scene til Drew Sycamore? Hun får æren af at åbne netop dén scene i 2022, når vi mødes igen efter alt for lang tids fravær.