Mød EAHR. Det er en forkortelse for Emergency Architecture & Human Rights. De arbejder for at styrke modstandsdygtigheden hos sårbare grupper, der lider under ulighed og humanitære kriser.
EAHR og det queer byggekooperativ Log Ladies er gået sammen for at opføre Klimapavillonen: en platform for workshops, leg og refleksion med fokus på solidaritet, bæredygtighed og inklusion.
Der er ingen central scene, og der er ikke noget konventionelt publikum. Designkonceptet består i at forbinde to kurver, der tilsammen danner en bølgelignende struktur. Her opfordrer vi folk til at mødes, lege, dele ideer og lære fra hinanden.
Klimapavillonen er bygget af træ fra bæredygtig skovbrug samt genbrugsmateriale. Efter festivalen vil Klimapavillonen blive adskilt og materialet doneret til lokale organisationer og uddannelsesinstitutioner til genbrug.
Klimapavillonen er placeret i nærheden af The Circular Lab for at skabe et område med aktiviteter med fokus på klima og bæredygtighed, hvorfra initiativer kan udspringe til resten af festivalen. Under campingdagene, søndag den 26. juni til tirsdag den 28. juni, aktiveres Klimapavillonen med spændende workshopbaseret indhold. Tjek programmet ud, og kig forbi for at deltage i de mange aktiviteter.
Vi ønsker at engagere og inspirere gennem aktiv deltagelse, og vores mål er at give alle deltagere nye kompetencer og perspektiver, som kan bruges og deles efter festivalen.
Hvordan er vi alle sammen forbundet? Kan vi udvide vores solidaritet til at omfatte alle levende væsener? Og hvordan udvikler vi viden, redskaber og modet til at handle? Mød os på Klimapavillonen, så finder vi ud af det sammen.
Træ doneres og leveres af Frøslev Træ A/S, og Fremtidens Fundament bidrager med skruefundamenter.