GORDAN DE/RS

Scene
Gloria
Show
18:30
Lørdag 2. juli 2022
Mere om kunstneren
Spotify
Traditionel serbisk vokal møder minimalisme og eksperimenterede elektronik


Gordan er et spritnyt samarbejde med den anerkendte serbiske sangerinde Svetlana Spajic over for Andi Stecher og Guido Möbius, som desuden er aktive i drum’n’feedback-duoen GAMS.

I Gordan udforsker Spajic, Stecher og Möbius styrker og følsomheder mellem deres respektive musikalske områder, som i en konstant dialog mellem lyd og støj bringer traditionel balkansang i spil med rastløse beats, fyldige feedback-eksperimenter og kølig minimalisme.

Svetlana Spajic er internationalt kendt for sin sjældne evne til at mestre alle de komplekse lokale stilvarianter af sang inden for balkanmusik.

Guido Möbius skaber feedback med bas, elektroniske lydgeneratorer og effekter, som han i skiftende modspil og harmoni med Spajics sang forvrænger eller forstærker gennem guitarforstærkere og mikrofoner.

Den støjende og dynamiske krop af lyd både drives frem og fragmenteres af Andi Stechers nuancerede tromme- og percussionspil.

Gordan skaber med andre ord en lyd, som sjældent før er hørt. Hør selv på deres fremragende fælles album på Berlin-baserede Morphine Records, Down in the Meadow. Rygterne siger, at de allerede er ved at brygge på en ny plade.

Heldigvis finder de også tid i kalenderen til at svinge forbi Roskilde Festival, hvor deres smeltedigel af tradition og eksperiment nok skal sætte scenerummet godt i svingninger.