HORSEGIRL US

Scene
Gloria
Show
00:00
Fredag 1. juli 2022

Spiller som del af fredagssprogrammet


Ungt, sensationelt band kommer med ny spænding og rastløshed til den guitar-baserede indie-rock


Kunsten at lave den gode støj tilhører ungdommen. Det er i alt fald, hvad Horsegirl overbeviser én om, når man lytter til deres herlige guitarrabalder – der lyder helt, som det skal.

Horsegirl er en Chicago-trio bestående af tre kvinder i alderen 17 til 19 år. De fandt først sammen, fordi de delte smag i musik. Efter en kort stund som et Sonic Youth-coverband og en open-mic-koncert senere blev Horsegirl dannet.

Horsegirl er en tæt enhed med en punket æstetik. Deres lyd har en skarp kant, og den rummer drømmende guitarer og en karakteristisk dobbeltvokal. Der er altid den dér rastløse guitar-forvrængning til stede i lyden – nogle gange helt diskret, andre gange for fuldt blæs – og den giver bandets musik en særlig nerve.

Hvis du nogensinde har været begejstret for navne som Sonic Youth, Throwing Muses eller The Breeders, bør du ikke gå glip af denne trio. De vil minde dig om, hvad der i første omgang fik dig til at elske musik!

I 2020 udgav Horsegirl ep'en Ballroom Dance Scene et cetera (best of Horsegirl) (lyt her), hvilket fik alverdens indie-elskere til at folde ørerne ekstra ud.

Det er ikke underligt, at Matador Records skyndte sig at skrive kontrakt med Horsegirl, da de træder i fodsporene på mange navne hos netop dét label. Første single på Matador er den skønne støjrocker "Billy".

Horsegirl har været på en amerikansk turné og prøve deres materiale af foran et publikum. De er nærmest naturtalenter, når det gælder at spille live. De mødtes faktisk også til et musikprogram med fokus på live-optræden.

Så vi er begejstrede over at kunne invitere den unge og talentfulde trio til Roskilde Festival 2022. De skal nok få dig op af stolen!