IDLES ^UK

Bristol-punkerne i IDLES ser på verdens tilstand med vrede og buldrende riffs

Det er tid til at være vred.

Når der er politisk uro og fortvivlelse (og den slags har vi en hel del af i øjeblikket), er der også nogen til at kommentere på det.

Ingen gør det bedre end IDLES fra Bristol.

IDLES har en 'råben-i-dit-ansigt'-umiddelbarhed, der bare virker.

De spiller punket rockmusik, der tvinger dig til at høre efter. Eller – for at bruge ordene fra en anmelder: “IDLES er muligvis det vigtigste guitarband i Storbritannien".

Femkløveret har kastet sig over vægtige temaer som hvide privilegier og tilstanden af det engelske sundhedsvæsen på deres gennembrudsplade fra 2017, Brutalism, mens opfølgeren, Joy As an Act of Resistance (2018), gravede sig ned i toksisk maskulinitet, Brexit og fordelene ved indvandring. På Ultra Mono (2020) angriber de racisme, sexisme og den ydre højrefløj.

På den nyeste plade, den storroste Crawler, viser bandet sig fra en helt ny side. De tør skrue ned for tempoet, skue indad, og frontmand Joe Talbot fremmaner en beskidt bluesstemme. Talbots materiale er ligeledes indadskuende; han synger om kampen mod indre dæmoner og stofafhængighed, mens musikken leverer en buldrende og spændende lydside. Der er ikke noget at sige til, at flere anmeldere påpeger, at IDLES har lavet deres bedste plade indtil videre.

IDLES' energi lyser mere op end nogensinde før, og deres bulderbasse-punklyd er en vindende opskrift, ikke mindst på grund af deres musikalitet, som allerbedst opleves, når bandet spiller live.

På en livescene er IDLES en ubarmhjertig energikraft med en tumultarisk lyd. Joe Talbots kværnende formaninger tårner sig over kaoslyden udgjort af elektriske sammenstød af Lee Kiernan og Mark Bowens guitarer på en bund af Adam Devonshire og Jon Beavis' stramme rytmesektion.

Bristolbandets tighte sammenspil bidrager til at hamre alle deres budskaber ind i skalden på publikum.