Alt er reggaeton. Sådan siger IVAN$ITO!
Det lyder lidt som et valgslogan, og den musikalske valgkamp har da også allerede overbevist mange musikelskende vælgere. De vil gerne musikken fra varme himmelstrøg, som inviterer til dans!
IVAN$ITO er chilensk født og bosat i Danmark. Og han insisterer på noget musikalsk varme!
Reggaeton er en musikgenre, der opstod i Puerto Rico i 1990’erne som en blanding af dancehall, hiphop og reggae. Lyrikkens regel nr. 1 er, at den skal være på spansk. Musikken er på samme tid energisk og tilbagelænet, sorgløs og sorgfuld.
IVAN$ITO har fået reggaeton ind med modermælken. Han finder sin inspiration i genrens globale succes med artister som Bad Bunny og J Balvin, og han giver den et unikt skandinavisk twist.
I 2020 udgav han albummet Everything Is Reggaeton (titlen er eneste engelske element, resten er 100 % spanskklingende). Musikken sprudler med en varm, melankolsk og super melodisk glød. Den har med andre ord alt, hvad du har brug for!
I 2021 fulgte danskchileneren op med ep’en $OLO MEMOS, som bygger videre på udtrykket, og som taler til dit bankende reggaeton-hjerte.
IVAN$ITOs spanske vokalforedrag er både følsomt og stemningsfuldt og fuldt overbevisende. Og skulle du ikke være velbevandret i det spanske sprog, så gør det ikke mindste. Du er ikke i tvivl om følelsen, som musikken udtrykker!