JADA DK

Scene
Orange
Show
01:00
Fredag 1. juli 2022

Spiller som del af fredagssprogrammet


Danmarks popsensation får endelig mulighed for atter at optræde på Roskilde Festival

 

Alle gode gange tre.

Vi forsøgte os i 2020. Vi forsøgte os igen i 2021. 2022 må blive året, hvor det lykkes at få Jada tilbage på Roskilde-programmet.

Vi har haft hende som det oplagte valg som åbner på Orange Scene. Hun havde gennemslagskraften og populariteten til at pakke en stor skare foran scenen.

Nu har Jada flyttet sig endnu mere, både i popularitet, i international appel og i kunstnerisk ambition. Så hun får en tid, hvor solen er gået ned. Scenen er stadig den samme.

I løbet af relativt kort tid har Jada sunget sig ind i alle danske musikelskeres bankende hjerter. I 2019 udgav hun sit debutalbum I Cry a Lot til stor anmelderros. Her går pop og moderne R&B hånd i hånd med groovy beats, store følelser og – selvfølgelig – Jadas fantastiske stemme. Efter en ufrivillige pause, hvor verden blev sat i stå, er Jada vendt tilbage med den sejrende single ”I’m Back”.

Jada blev først spottet i 2018. Det var det år, hun udgav to singler – og ikke så meget mere. Men det var nok til at stadfæste hendes kæmpe talent. Hendes Roskilde-debut fandt sted samme år, hvor hun spillede på Countdown-scenen (se her). Hun vendte tilbage i 2019 som en del af hovedprogrammet, hvor hun spillede for et pakket Avalon-telt (se her).

Når hun indtager det orange alter, bliver det med et stort spektakulært show, hvor musik, koreografi, dans m.m. danner rammen om det største show, hun hidtil har lavet. Det vil du ikke gå glip af!