JERRY CANTRELL US

Scene
Avalon
Show
23:30
Fredag 1. juli 2022
Den legendariske Alice in Chains-sanger og -guitarist er tilbage i sit soloprojekt


Jerry Cantrell er det musikalske mastermind hos grunge-guderne Alice in Chains fra Seattle. Han er signaturen bag nogle af rockens skarpeste guitarriffs. Og han er den stemme, der altid har sunget i dyster harmoni sammen med Layne Staley og senere med William DuVall, hvilket vi så på Roskilde Festival 2010, da Alice in Chains spillede her.

Cantrells kontrol over kraft, melodi og dynamik kombineret med en blændende bandkemi har givet alle Alice in Chains-albums det dér udtryk af noget specielt, som i flere tilfælde står som milepæle inden for rockmusikken. Lyt bare til Dirt, Jar of Flies og den senere Black Gives Way to Blue. Det er ingen overdrivelse at sige, at de er et af de mest indflydelsesrige bands fra grunge-scenen.

Da Alice in Chains gik på pause i 1996, startede den produktive Cantrell en solokarriere. Han udgav to albums, Boggy Depot i 1998 og Degradation Trip i 2002. Begge var fyldt med sødmefuld smerte farvet af frustration, elendighed og mani, som vi kender så godt fra Alice in Chains.

19 år skulle der gå, før Jerry Cantrell igen var tilbage under sit eget navn!

I 2021 udgav han sit tredje soloalbum, Brighten, hvor han viser, at evnerne som sangskriver og musiker stadig står knivskarpe.

Som pladetitlen antyder, lukker Cantrell lidt mere lys ind ind i sit mørke univers. Det nye album leverer en widescreen-blanding af støvet americana, post-grunge og hardrock – og hele herligheden er pakket ind i en varm melankoli og stærke følelser, der nok skal tiltale et rockpublikum draget af fortællinger om livets skyggesider.

Glæd dig til at opleve Jerry Cantrell, når han går på scenen med sit band på Roskilde Festival 2022. For første gang i eget navn.