JOHN CXNNOR DK

Scene
Gloria
Show
18:00
Torsdag 30. juni 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Instagram
Spotify
Bered dig på en knusende tung, industriel hardcore-fest med et væld af gæstevokalister


John Cxnnor er et navn, som skaber dystopisk smadder med elektronisk støj og industrial. Det gør de i et totalunivers med visuals, mørke beats og et væld af gæstevokalister.

Hele affæren er inspireret af det lydmæssige og visuelle univers fra Terminator-filmen (deraf navnet!) og lignende klassiske 80’er film.

John Cxnnor er dannet af de to støj- og konceptmagere – og brødre – Ketil og Rasmus G. Sejersen, som også er medlemmer af metalgruppen LLNN.

Duoen inkorporerer et væld af stilarter, bl.a. trip-hop, doom-metal og musik fra sci-fi-film. Hertil lægger de selvproducerede lydoptagelser af hydraulisk metalskrammel og musikinstrumenter som bankes med hamre!

John Cxnnor er din fulde opmærksomhed værd. De har allerede ommøbleret eksisterende numre fra bl.a. EYES og HIRAKI. Væk er de buldrende trommer og piskende guitarer. Tilbage er et elektronisk, grumt og mørkt lydunivers, hvor de hidsige vokaler lyder, som om de kaster sig op mod væggene i isolerede gummiceller.

Støjmagerne i John Cxnnor har også lavet numre med Cabal og med den mørke folkesanger The Devil’s Trade. Og mere er på vej!

Bered dig på en mørk fest, hvor alt kan ske! Den vil tale til dig, der kan lide din musik tung. Den vil tale til dig der er vild med elektronisk musik (af den mere smadrede slags), og den vil tale til dig, som er vild med nye livekoncepter. Som et soundtrack til jordens endeligt.