KACEY MUSGRAVES US

Scene
Orange
Show
17:00
Torsdag 30. juni 2022
Den nye stjerne i countrypop sætter en kærlighedsfuld dagsorden


Kærlighed. Den skønne, forbandede kærlighed. Man kan ikke leve med den, ej heller uden.

Bare spørg Kacey Musgraves.

Hun er en stor stjerne med et væld af kærlighedssange, og hun er vokset ud af countryhovedstaden Nashville ved at tilføre den helt rigtige mængde pop til countrymusikken og voilá... hun er et hit!

Denne 33-årige pop-country-kunstner begyndte at spille musik i sit Texas-hjem i en tidlig alder. Hendes mor tog hende med til lokale festivaler for at synge western swing-musik, og hendes familie finansierede hendes første selvudgivede plade, Movin' On (2002). Hun var bare 14 år på det tidspunkt. Til dato har hun udsendt tre selvudgivede albums og fire studiealbums (samt et par juleplader).

Musgraves' label-debut, Same Trailer Different Park (2013), henrykkede alverdens anmeldere, og pladen klatrede til nr. 2 på den amerikanske albumhitliste (den almindelige, ikke "bare" countrylisten hvor hun i øvrigt gik nr. 1). Hun fortsatte sin sejrsrække med 2015-pladen Pageant Material, som blev indspillet live i studiet. Albummet endte på talrige lister over årets bedste udgivelser.

Men det var takket være hendes store gennembrudsplade Golden Hour (2018) (den vandt hendes fire amerikanske Grammys, herunder hovedprisen 'årets album'), at hun formåede at sætte country på dagsordenen i de bredere kredse af populærmusikscenen. Albummet har melodier, der lyder, som om de har eksisteret i årtier, karakteriseret ved følelsesmæssig og melodisk renhed – og den subtile flirt med poppens æstetik har hjulpet hende på rejsen mod stjernerne.

I 2021 udgav Musgraves sin skilsmisse-plade Star-Crossed, som er opbygget med først at være håbefuld for til sidst at falde fra hinanden. Her fremstår sangerinden både skrøbelig og triumferende. Et sejrende album for en stjerne der konstant er på vej frem. Selv når det gør ondt i privatlivet.

Når Musgraves besøger Roskilde Festival 2022, medbringer hun et stærkt liveband, der spiller trommer, pedal steel, cello, kontrabas, guitarer og synthesizere fra 70'erne, og med sådan en instrumentpark skaber de en fantastisk lyd. Hendes sange leveres knivskarpt på livescenen, og i centrum af det hele brænder hendes smukke, krystalklare vokal. En koncert du ikke ønsker at gå glip af!