KIKO DINUCCI BR

Scene
Gloria
Show
17:30
Onsdag 29. juni 2022
Brasiliansk musik til det 21. århundrede hvor arven fra 60’ernes progressive guldåre i brasiliansk musik blandes med punk, avantgarde og afrikansk polyrytmik.


Med eksperimenterende guitarteknikker, rå vokal og masser af analogt ekko skaber musikeren Kiko Dinucci et gribende bud på brasiliansk samtidsmusik og et vitalt lydspor til hans hjemby São Paulo.

Dinucci trækker på samba og bossanova og på en gæld til brasilianske koryfæer som João Gilberto. Men inspirationen hentes i lige så høj grad hos punkbandet Fugazi, heavy metal, freejazz og polyrytmisk musik fra Afrika.

Den eklektiske tilgang vil næppe overraske folk, der har fulgt Dinucci i bandet Metá Metá, som også tidligere har beriget Roskilde Festival med deres psykedeliske og jazzede take på sambaen, og hvor Dinuccis fantastiske musikalitet har skinnet igennem.

Med soloalbummet Rastilho fra 2020 føjede den brasilianske ekvilibrist et nyt spændende kapitel til sin konstante musikalske søgen. Pladen blev nomineret til en Songlines-pris i 2021, og det er da også en imponerende bedrift, der bygger bro mellem brasiliansk fortid og nutid, mellem folklore og modernitet, mellem tradition og avantgarde. Det er samtidig et album, der for alvor understreger hvor opfindsom og alsidig en guitarist, Dinucci er. Ligeledes viser den ham som en uortodoks, men spændende vokalist, og vi ser i dén grad frem til at opleve ham live på Roskilde Festival 2022.