KONVENT DK

Scene
Pavilion
Show
22:30
Fredag 1. juli 2022
Djævleuddrivende doommetal fra hårdtslående kvartet


Sluk for solen! Når Konvent spiller, har vi brug for komplet mørke.

Deres tilgang til den laaaaangsomme og tunge doommetal synger om fortvivlelse og håbløshed – og den leveres med en energi, der hjælper dig med at uddrive alle de indre dæmoner.

Da bandet først fandt sammen tilbage i 2015, spillede de "Seven Nation Army" om og om igen, indtil de følte sig klar til at gå hårdere og tungere til værks. Alle fire medlemmer var fans af guitarriffs, og de fandt en fælles glæde i de gentagende, hypnotiske riffs fra doom.

Bandet fik hurtigt en masse opmærksomhed, og de blev også inviteret til at spille på Roskilde Festival i 2019.

Året efter udgav de deres debutalbum Puritan Masochism, som blot lagde til hypen omkring dette doomband. Ikke bare herhjemme; også udenlandske anmeldelser udtrykte stor begejstring for Konvents lyd fyldt med nedstemte guitarer, growlen og en åben invitation til mørkets frembrud.

Sideløbende har Konvent spillet masser af shows og vundet et hav af fans, der foretrækker deres musik tung og langsom. Se bare denne optræden, som bandet lavede for branchefestivalen Eurosonic.

Vokalist Rikke Emilie List har sagt, at når hun går på scenen, ønsker hun ikke at lyde som en kvinde eller en mand – men som "et fucking monster". Mission fuldført. Konvent er kollektivt et monstrøst band!

Kom og hør Konvent frigøre dine indre dæmoner, når de vender tilbage til Roskilde Festival i 2022.