Lamin er hurtigt vokset frem som en rapper, man skal holde øje med. Og prøv du bare at blinke, så er han et nyt sted!
Det legende element er helt i forsædet, når den 26-årige rapper laver musik. Han navigerer helt naturligt på en dansk hiphop-scene, som er i konstant forandring.
I det svære år 2020 udgav han sin første ep, TOUR. Allerede har viste han alle de lovende takter, som han siden fulgte op på med debutalbummet Hva ved de om Lams i 2021. Det var en plade, som så stort på alle reglerne for, hvordan dansk hip-hop skulle lyde. Pladen havde besøg af alverdens toneangivende navne som Artigeardit, Sivas, Karl William, Benny Jamz og barndomsvennen 5star.
Og hvorfor stå stille dér? Lamin og Artigeardit drog til syden, og i en rus af ouzo og solbadning lavede de spontan-ep’en Ny agenda.
Det viser en perfekt legesyge, som hos Lamin både udstråler overskud og et kæmpe talent.
Lamin står stadig ikke stille. 2022 har også budt på ny musik. ”Æstetisk” blev udvalgt til ’P3s uundgåelige’, og til hans koncerter vælter det ind med flere og flere nye fans.
Når Lamin optræder på Roskilde Festival 2022, er hans stjerne bestemt kun vokset yderligere. Fang ham på Countdown-scenen til et show, der nok skal sætte gang i festen!