Oplev en performativ koncert af Linda Lamignan sammen med Noella Birisawa, Raven Storm og Deodato Siquir i Ambereum.
Gennem storytelling og musik formidler koncerten følelsen af at flyde mellem forskellige kulturer, mens der bygges på en atmosfære af healing og sammenhold og åbnes for et rum for gæster, der føler sig fremmedgjort af vestlige idéer om normativitet.
Koncerten, der bærer titlen Images from Our Body, Like Water from the Sea, er en perfekt mulighed for at give sig selv et øjeblik til at reflektere og fordybe sig midt i et hektisk festivalmiljø.
Linda Lamignan arbejder i sin kunstneriske praksis med film, musik, objekter og performance. Lamignans værker udforsker idéer relateret til vandring og diaspora, forvandling og kærlighed. Lamignan er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2019 og har desuden en bachelorgrad fra Kunstakademiet i Oslo.
Linda Lamignan præsenteres i samarbejde med Bikubenfonden. Lamignan er en del af fondens atelierprogram, som har særligt fokus på kunstnerisk udvikling.
Andre kunstnere i atelierprogrammet er Marie Munk og Jens Settergren.