N.E.GIRL & PEACHLYFE & SUGAR UK/DK

Scene
Apollo
Show
21:30
Torsdag 30. juni 2022
Gør dig klar til en danseinsisterende aftenflade, når tre elektroniske kunstnere byder på mellemgulvsmasserende beats og høje festvibrationer.


Når solen er gået ned, åbner vi dørene ind til Apollo-scenen. Her står den på klubvenlige toner. Vi byder her på en særlig klubflade med tre skarpe kunstnere, som i dén grad vil appellere til dine dansemuskler.

N.E.Girl (spiller kl. 21:30) er en kenyansk født, engelsk opvokset og dansk bosat dj, som har oparbejdet en masse respekt omkring sit navn i de københavnske og londonske klubmiljøer.

Hun beskriver selv sin lyd som ’mørk, techno-inficeret og basdrevet’. Det betyder, at dubstep, jungle og grime er hyppige genregæster i mixet side om side med electro, breaks og techno.

Et af hendes mixes er blevet samlet op og hædret af smagsmagerne hos Pitchfork. N.E.Girl driver også regelmæssige klubaftener og er en del af pladeselskabet Solumn Records.

Peachlyfe (spiller kl. 22:15) er Petra Skibsted, som har sat sig for at udviske normerne i den danske musikbranche. Den ikke-binære kunstner har skabt Peachlyfe til formålet. Mellem 2016 og 2018 udgav Peachlyfe en kassettebåndstrilogi – hvert kapitel hedder BeachBleach og Preach – som omhandlede det ikke-konforme, både i forhold til køn, seksualitet og musik.

Peachlyfe har i de senere år fokuseret på klubmusikken. Her står den på hurtig, hårdtpumpende techno kombineret med mørke synths. Det er som et soundtrack til en tur ned i kaninhullet. Lyt blot til albummet Swamplyfe fra 2021 og den kollaborative ep med Sugar (lyt her). Så kan du godt skrue op for forventningerne til en højenergisk dansefest, når Peachlyfe tager control over maskinerne.

Sugar (spiller kl. 23:00) er en københavnerbosat producer og dj. Han er også medstifter af rave-fællesskabet Fast Forward Productions. Sugar er leveringsdygtig i techno med højt tempo, masser af groove og melodi. Han har udgivet musik hos prominente labels som Euromantic, Courtesy’s Kulør, Hector Oaks’ KAOS imprint, Blue Hour music og Mama Told YA.

I nyere tid har Sugar udgivet en håndfuld ep’er: I Worry på Euromantic og Eyes Cream på hans eget label Perfumery Recordings. Derudover har han slået pjalterne sammen med Peachlyfe og udgivet ep’en Ultra Harmonizer – A Different Kind Of Beast.

Glæd dig til et sæt fra én af Københavns allerskarpeste technosmede, som får musikkens puls til at banke lige så hurtigt som dit ivrige hjerte.