POST MALONE US

Scene
Orange
Show
22:30
Onsdag 29. juni 2022
Den tatoverede trendsetter er klar til et brag af en fest på Roskilde Festival 2022


Der er sket rigtig meget, siden Post Malone først indtog musikscenen med singlen ”White Iverson” tilbage i 2015. Man bliver helt forpustet, når man skal optælle og opsummere alle de kæmpehits, han har skudt af sted siden da.

”Rockstar” (en af de mest streamede sange på Spotify nogensinde!), ”Psycho”, ”Better Now”, ”Sunflower”, ”Wow” og ”Circles” er bare nogle af dem. Fælles for dem alle er, at de er strøget helt til tops på hitlisterne.

Post Malone er den krushårede, ansigtstatoverede, beer pong-spillende, crocs-designende ”Rockstar”, som kan skrive de skarpeste hooks. Han er også den følsomme fyr, som kan lave sange om at være helt ude i tovene (”I Fall Apart”).

Den 26-årige newyorkfødte, texasopbragte og LA-bosatte musiker er en kompleks kunstner, som vitterlig sejrer inden for alt, han giver sig i kast med. I corona-nedlukningsperioden overbeviste han endda alle om, at han også kunne synge Nirvana.

Post Malone gør tingene, som han selv synes – blandt andet ved at se helt stort på genrerestriktioner. Han bevæger sig sømløst fra trap og hip-hop til country og pop.

Post Malone er en figur, som verden har ventet på. En slags superhelt skabt til denne tid. Han er også et kærligt fjollehoved og en skabende kamæleon, som helt instinktivt forstår, hvordan musikken kan skabes i nye sammenhænge. Derfor er hans plader som perfekte playlister, der hopper frem og tilbage mellem stilarterne.

Post Malone har samarbejdet med et væld af kunstnere. Listen er meget lang og tæller bl.a. navne som Young Thug (“Goodbyes”), Swae Lee (”Sunflower”) og Ozzy Osbourne (“Take What You Want”).

Han laver i øvrigt også sine egne festivaler. Posty Fest, kalder han dem. Dem har han afholdt tre stykker af i hjemstaten Texas.

Så Post Malone ved alt om, hvad det vil sige at spille på en festival som Roskilde. Han formår at skabe fænomenale shows med fuld max på alle effekter. Han får sine sange helt ud til de bagerste rækker, ligesom han kan skabe intime rum selv fra de største scener.

Denne verdensstjerne kommer til at indtage Orange Scene med manér. Man kan næsten allerede nu høre de talrige råb efter ’Posty’.