Røst er forankret i retorisk teori og lærer unge mennesker at udtrykke sig med kraft og værdighed; de hjælper dem med at sætte ord på deres tanker, erfaringer, meninger og drømme i en tale.
Frivillige fra Røst vil samle statements fra campingpladsen og ud fra disse skabe en crowdsourcet tale, som den danske radiovært Maria Fantino vil præsentere på Arena-scenen.
Det er et format, som Røst tidligere har lavet på Roskilde Festival 2019 i samarbejde med den danske kunstner Lydmor.
Unge stemmer i Flokkr
Røst laver også morgensamling med Emma Holten som vært i vores forsamlingshus Flokkr. Her præsenteres en række unge talere, der leverer stof til eftertanke.
Talerne er: Anna Katharina Wørmer, Anna Bjerre Johansen, Aviaja Skotte, Magnus Emil Høgsbro-Nielsen, Yasemin Yavari, Ronas F. Korkmaz, Emily Olander Christiansen og Jonas Tvede.
På skraldeparade i Clean Out Loud
Derudover slår Røst pjalterne sammen med Clean Out Loud og laver en skraldeparade på community-campingområdet. Paraden bliver en TrashMob med indsamling af affald og rengøring af campingpladsen. Der vil være fokus på bæredygtighed og mangfoldighed og åbne invitationer til alle om at være med. Efter den daglige TrashMob indtager unge talere fra Røst ladet af skraldevognen og tager ordet om vigtige emner. Mandag handler det om klima og bæredygtighed, og tirsdag er det diversitet og mangfoldighed, der er på dagsordenen.
Røst er en talerskole, der arbejder for at give unge troen på, at de kan bruge deres stemme til at skabe den forandring, de ønsker. De giver unge faglig retorisk træning, så de kan deltage i den offentlige samtale. Ved at træne retoriske færdigheder og arbejde med kropssprog og stemmetræning styrker talerne deres retoriske evner og troen på, at deres stemme betyder noget.