REVEAL PARTY DK

Lokation
Rising
Show
14:00
Søndag 26. juni 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Instagram
Spotify
Intim alternativ popmusik, der blotlægger alt med stor skønhed


”I’m a Girl”, hedder en sang fra det danske band Reveal Party. Et nummer, der smukt glider fremad med guitarer, synths og et generelt lettere overstyret lydbillede. Noget krakelerer altså i overfladen. Alt er ikke harmonisk.

Denne type spænding er en ledetråd gennem det musikalske univers, som Reveal Party præsenterer.

I front for Reveal Party står Emily Holm Nyhuus, og ”I’m a Girl” er en personlig kønserklæring fra en transkønnet person.

Det personlige er gennemgående for al Reveal Partys musik. Når man lytter, er det som at læse siderne i en dagbog. Så intimt føles det.

Det musikalske bagtæppe understøtter dette på helt perfekt vis.

Musikken er umiddelbar, melankolsk og samtidig fuldstændig blotlagt. Melodierne er underspillede, blidt støjende og tangerende en lo-fi-approach, mens Emilys vokal er den historiefortællende og følelsesfremvisende. Det er med andre ord et perfekt soundtrack til eftertænksomhed og de mere blåtonede stunder.

Er du vild med de intime rum, som Phoebe Bridgers, Julien Baker og Soccer Mommy kan skabe med deres musik, vil Reveal Party være lige for dig.

Lyt til ep’en fra 2020, You Stole a Year of My Life, og lad dig forelske i Reveal Partys musik. Så ses vi foran Rising-scenen, når Emily og resten af bandet skruer op for skønheden.