RIGMOR DK

Scene
Rising
Show
18:30
Mandag 27. juni 2022
Melankolsk og poetisk guitardrømmepop


Poesi kan ringe med en musikalsk skønhed. Så hvad sker der, når poesi og musik smelter sammen? Det ved Rigmor.

Den unge danske kvartet begyndte som en idé om at sætte musik til Michael Strunges digte. Hans vægtige, post-modernistiske outsider-poesi.

Det giver Rigmors musik en vis form for tyngde. Deres alternative guitarpop er fuld af ringlende guitarer, lækre grooves og store stemninger, og den er ført an af Sarah Wichmann bløde vokal. Hun har en stemme, der kan få alle til at stå helt stille og rette deres udelte opmærksomhed mod bandet.

Rigmor blev dannet i 2018 i Aarhus, og de er ved at arbejde sig fremad og opad.

I 2020 udgav de deres debut-ep, Rebel, som rummer fem sange, som deler en melankoli og en melodirigdom af typen, der luller dig ind i en lyksalig og dog sørgmodig sindstilstand.

25. februar kommer bandets debutplade Glade blinde børn, som fortsætter de gode takter. Det kan man allerede høre på singleforløberne, der bl.a. tæller ”Plasticsolen”, som er endnu en Strunge-tekst, som får lagt melodi til sig.

Drømmepop har sjældent lydt bedre, end når Rigmor lader guitarerne klinge ind i evigheden ledsaget af poetiske tekster.

Luk øjnene og oplev Rigmors magiske verden, når bandet spiller på Rising-scenen på Roskilde Festival 2022.