RINA SAWAYAMA JP/UK

Lokation
Arena
Show
21:30
Torsdag 30. juni 2022
Genretrodsig japansk-britisk sangerinde og stjerne in spe skyder med store anthems, der vil og kan det hele på én gang.


Den japansk-britiske sangerinde og sangskriver Rina Sawayama omlægger forestillingen om, hvordan popmusikkens fremtid kan lyde. Hendes virkemidler er eklektiske og forfriskende og rummer alt fra nu-metal og skinnende kæmpepop fra 2000'erne til klublækre tracks, rap-rock og meget mere.

Det var i 2020, det forfærdelige år præget af nedlukninger, at Rina Sawayamas karriere for alvor tog fart. Hun udgav albummet SAWAYAMA og blev en kult-superstjerne.

Det er en plade, der kærligt omfavner alle de lyde, der satte deres præg på hitlisterne i Sawayamas barndom i begyndelsen af 00'erne. Hun indfanger Dua Lipas fremtidsnostalgi og Poppys metal-møder-pop-univers og gør hele affæren til sin egen med både dybde, spænding og en grænseløs palet.

Elton John tøvede ikke med at erklære sig selv som fan, og der gik ikke lang tid, før de to lavede en duet sammen (hør her).

Rina Sawayama står ikke stille. Hun er i øjeblikket ved at gøre klar til sit næste album. "This Hell" er en knivskarp single med et stort omkvæd og et par diskrete nik til Lady Gaga. Sangen lover rigtig godt for det kommende album, som udkommer til efteråret.

Vi kan ikke vente med at slippe Rina Sawayama og alle hendes vilde sange løs på Arena-scenen på Roskilde Festival. Hun havde ikke mulighed for at turnere, lige efter SAWAYAMA udkom. Men hun er så sandelig ved at indhente alt det fortabte. NME kan ikke få hænderne ned, og det samme gør sig gældende hos The Guardian, som hævder, at hendes superstjernestatus er cementeret.

Hun er modig, hun er frygtløs, og snart vil hun forvandle Arena-scenen til én stor fest! En fest du ikke vil gå glip af.