SENSO DK

Scene
Rising
Show
23:00
Mandag 27. juni 2022
80’er-glitrende poprock med store melodier og armbevægelser


Vi har her at høre med en slags undergrunds-supergruppe. Senso er et band, som består af medlemmer fra alle mulige andre bands med pondus.

De består af frontmand Jens Konrad fra den elektroniske duo Lyra Valenza, som bakkes op af medlemmer fra bands som Josiah Konder, Lød, Deadpan og Personal Assistant.

Senso kaster sig hovedkulds over en neonfarvet, 80’er-drejet form for poprock. Spillet med blikket stift rettet frem, måske lige et par kokette dansetrin undervejs og uden den mindste antydning af ironi. Senso er bare på jagt efter de gode sange.

Vi er i et territorium, hvor navne som Spandau Ballet og Ultravox er husguder. Lyt bare til Sensos burde-være-et-hit ”Is It True”, en sang med et omkvæd som stræber efter himlen med stor inderlighed og en melodi, som sætter sig fast.

Hvis man lytter videre til Sensos debutpladen The Void in Us fra 2022, erfarer man hurtigt, at sangen ikke er en enlig svale. Det vrimler simpelthen med gode melodier. Se bare denne anmeldelse, som har armene helt i vejret.

Vil du også have armene i vejret, skal du svinge forbi Rising-scenen, når Senso spiller på Roskilde Festival 2022.