SMOKEY (DJ) DK

Scene
Apollo
Show
Onsdag 29. juni 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Resident dj på Apollo-scenen


Sig goddag til Simone Øster aka Smokey. Hun spiller som resident dj på Apollo-scenen.

Siden sine spæde teenageår har Smokey dyrket sin besættelse af basmusik med en utrættelig jagt på de mest sublime selektioner. Med lige dele teknisk perfektionisme og fintfølende forståelse for stemning fletter hun ubesværet tracks sammen på tværs af genrer og tidsperioder og jonglerer dugfriske dubplates med ældgamle juveler.

Et Smokey-set er kærlighed og respekt for elektronisk musik, men giver zero-fucks for traditionelle genreinddelinger og konventioner. Bootlegs, vokalsamples, bass, breaks, elektro, juke, jungle og dubstep væves sammen i et tæppe, der svøbes om publikum og skaber et vakuum hvor lyd former virkeligheden som modellervoks, og morpher tid og rum til nye dimensioner. 

Med snart 15 år i gamet har Smokeys unikke tilgang og energiske stræben efter at forfine håndværket bragt hende til nogle af klubkulturens højborge som Berghain, Boiler Room, Ibiza, og Roskilde Festival, sideløbende med, at kontakten til små mørke kældre med store lydsystemer altid holdes ved lige.