THE SMILE UK

Scene
Arena
Show
20:30
Fredag 1. juli 2022
Thom Yorke, Johnny Greenwood og Tom Skinner rammer lige i solar plexus med vitalt rockudtryk


Hos primater signalerer et smil ofte underkastelse. Hos mennesket er det straks mere kompliceret.

Og når en af hovedpersonerne hedder Thom Yorke, er det heller aldrig simpelt og ligetil.

Sammen med Radiohead-guitarist Jonny Greenwood, Sons of Kemet-trommeslager Tom Skinner og den faste Radiohead-producer Nigel Godrich har han lavet et nyt band, The Smile. Navnet er taget fra et Ted Hughes-digt, og ifølge Yorke skal det ikke referere til noget behageligt, 'nærmere smilet hos ham der lyver for dig på daglig basis'.

Bandet fandt sammen midt i den stillestående pandemi-nedlukning, og ud af det blå annoncerede de en koncert-live-streaming i 2021 (se koncerten her) og annoncerede i samme ombæring, at en plade var undervejs.

Den første single fra bandet var den fremragende vrede “You Will Never Work in Television Again“, et råt, post-punket rocknummer med piskende trommer, kantede guitarer og Yorkes hektiske vokaler.

“The Smoke“ var anden single, som viser en anden side af The Smile med et funky tromme-loop, en groovy bas og luftige vokaler.

Man har typisk set i bandmedlemmernes andre projekter, at de har dekonstrueret sange og eksperimenteret, bl.a. med elektronisk musik, men i The Smile er der et intenst fokus på den organiske melodi, hvilket får bandet til at stå frem som noget helt særligt.

Nu er The Smile ved at forberede sig til en længere turné. Det betyder, at bandet gør holdt på Roskilde Festival.

Thom Yorke og Jonny Greenwood spillede første gang på Roskilde Festival med Radiohead tilbage i 1994. Deres seneste show her var i 2008. Tom Skinner spillede med Sons of Kemet på Roskilde i 2019.

Glæd dig til at opleve en af de mest originale og efterspurgte musiknavne, når The Smile spiller på Roskilde Festival.