TURNSTILE US

Scene
Avalon
Show
23:00
Onsdag 29. juni 2022
Når hardcore bliver allermest levende og farverig


Hvor ofte er det, at man ser et hardcore-band overgå alt og alle andre fra scenen – på sådan en måde at de endda dominerer årslister og er efterspurgte på både spillesteder og festivaler?

Svaret er: ikke ofte. Måske aldrig før. Men nu er det sket. Og bandet er Turnstile!

Deres 2018-album Time & Space gav allerede en antydning om, at Turnstile havde potentialet til at udvikle sig videre fra de primære inspirationer fra hardcore og tung musik i det hele taget.

“If it makes you feel alive! Well, then I’m happy to provide!” skriger frontmand Brendan Yates på singleudspillet “Blackout” fra Turnstiles fjerde album, Glow On. En spektakulær plade, der har taget hele musikscenen, både rockfans og anmeldere, med storm.

Bare se på Metacritic, siden der udregner et gennemsnit af alle pladeanmeldelser, hvor Glow On har høstet hele 92 point! Albummet er blevet rost for at gøre hardcore 'genre-flydende' og for at vise, hvor innovativ genren kan blive.

Det er et album fyldt med fuldfede powerakkorder, store alt-rock-hooks, trommemaskiner og elementer fra både soul og psykedelia (samt mindst ét latin-funk-breakdown!).

Hardcore-bands er nogle af de mest disciplinerede, når det gælder livescenen. Ofte fordi de turnerer helt vanvittigt meget. Det gælder bestemt også for dette Baltimore-band. De gør deres koncerter til noget livsvigtigt, som om hver eneste var deres sidste. Hver koncert føles som et centrum af universet, hvor andet andet går i kredsløb rundt om for bare at hænge på.

Selv når publikumsmængderne vokser, og koncertsalene bliver større og større for Turnstile, er der altid den dér ånd af inklusion og glæde. Se bare denne livlige koncertoptagelse.