VOLA DK

Scene
Rising
Show
21:30
Søndag 26. juni 2022
Melodisikker og himmelstræbende prog-metal


Hvad er lyden af storhed? Hvordan er soundtracket til et stormende uvejr? Hvordan er musikken, når følelserne koger over?

Svaret på alle tre spørgsmål kunne meget vel være VOLA.

Den danske kvartet (inklusiv en svensker) er leveringsdygtige i teknisk overlegen prog-metal af den slags, hvor den gode melodi kommer først, og så kommer rytmeskift, svære taktarter og andet lir i anden række.

For VOLA er nemlig først og fremmest nogle skarpe sangsnedkere.

Lyt blot til deres seneste album, Witness (2021). Det er fyldt til randen med storladne melodier, tung bund, atmosfæriske keyboardflader og sangmelodier som taget ned fra himlen.

VOLA beviste deres værd med debutpladen Inmazes (2015). Det fik de hollandske smagsmagere hos Mascot Records til at tilbyde en pladekontrakt. Her er både toeren, Applause of a Distant Crowd (2018), og altså også Witness udgivet.

Hvis du er vild med, hvad Porcupine Tree kan, så vil du forelske dig hovedkulds i VOLA.

VOLA har haft god medvind på livescenen. De har spillet supportjobs for bl.a. mørkemændene i Katatonia og Dream Theater. Og da de sidste år skulle præsentere deres nye materiale live, blev det også kaldt for ”en opvisning i perfektion”. Til april lander der tilmed en liveplade, som er indspillet i en nedlagt swimmingpool – den blev lavet i den stillestående nedlukningstid, hvor VOLA ikke ville stå stille, sultne som de er (se en video her!)

VOLA er det perfekte band til dig, der er lækkersulten efter de gode melodier, gerne vil have lidt tyngde i lyden og lidt vitaminer til hjernen i kompositionerne. VOLA er lige så meget til dig, der ikke nødvendigvis er metalelsker. De appellerer lige så meget til rockfolket.

Fang VOLA på Rising-scenen på Roskilde Festival 2022.