WAYNE SNOW NG

Scene
Mantra
Show
16:00
Torsdag 30. juni 2022
Progressiv R&B med smage af nu-jazz, der får dig til at svaje drømmende omkring


Wayne Snow er en nigeriansk sanger og sangskriver, der er bosat i Berlin.

Han laver en glohed, progressiv og blød R&B med nu-jazz-rytmemønstre og masser af den søde og smertende soullyd.

Snows musikalske arv og opvækst i Nigeria, hvor han lyttede til kunstnere som Sade, King Sunny Ade, Marvin Gaye og Fela Kuti, skinner tydeligt igennem. Det samme gør en dyb respekt og kærlighed til afrofuturisme.

Wayne Snow har udgivet to albums – Freedom TV (2017) og Figurine (2021).

På sit første album slog han pjalterne sammen med producer Max Graef, der gav hans musik en skæv lo-fi funk-møder-house-lyd.

På det seneste album, Figurine, udviklede Snow yderligere på sin lyd. Hvis du nogensinde har været fan af varme navne som D'Angelo og Miguel, burde der være noget for dig her.

Lyden på pladen er lige så varm som sommersolen, der helt sikkert vil skinne ned på os alle, når Wayne Snow optræder på Roskilde Festival 2022.