YDEGIRL DK

Scene
Gloria
Show
14:30
Fredag 1. juli 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Instagram
Youtube
Dekonstrueret barokmusik med et twist af R&B


Bag navnet Ydegirl – som i øvrigt stammer fra et 2000-årigt hollandsk moselig – finder man den danske performancekunstner og musikproducer Andrea Novel. Hun påbegyndte sit soloprojekt i 2016 og har været en integreret del af den danske undergrundsscene siden da.

I 2016 udgav Ydegirl sin første ep, Parody of Crime, som eksperimenterede med elementer af hip-hop og kammermusik. I 2019 fulgte den anmelderroste opfølger-ep, notes19. Det er en konceptuel udgivelse, der udspiller sig som en slags dagbog. Intime, hemmelige erklæringer fyldt med begær, tanker og uro.

I 2021 udgav hun sin selvbetitlede debutplade til bred ros (The Quietus var særdeles jublende!).

Ydegirl kalder selv sin lyd for nordisk barok. Der er også elementer af en slags dekonstrueret R&B. Uanset hvad man kalder det, er Ydegirl altid interesseret i at bringe sin lyd i en ny retning.

Ydegirls lyde er skrøbelige og skåret ind til benet. Hun føjer ikke mere til sine arrangementer end højst nødvendigt. Lidt klaver her, en smule guitar dér, et par samples – og hendes smukke stemme i midten af det hele.

Glæd dig til noget magisk, noget skarpskåret og noget, der vil sluge al din opmærksomhed, når Ydegirl spiller på Roskilde Festival 2022.