YOLA UK

Scene
Mantra
Show
18:30
Torsdag 30. juni 2022
Mere om kunstneren
Facebook
Instagram
Website
En stemme med saft og kraft der synger bittersøde country-soul-melodier lige fra hjertet


Der er meget langt fra at bo på gaden i Bristol til at slå igennem i Nashville. Det er ikke desto mindre det imponerende træk, som Yola, med det fulde navn Yola Quartey, har gjort over de sidste par år.

Hvis der er én ting, du bemærker og straks forelsker dig i, er det hendes stemme! Måden den markerer sig på hendes to plader 2019-debuten Walk Through Fire og 2021-opfølgeren Stand for Myself: en lækker servering af country-soul og triste kærlighedssange, bakket op med violin, mandolin, Wurlitzer og produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.

Og det er ikke bare den store, blafrende flamme i Yolas kraftstemme, der imponerer. Den sande magi ligger i dens dybde af følelser og erfaring, og en dynamik der strækker sig fra hvisken til fuldblæst powersang, ofte blot i løbet af et par verselinjer.

2020 var et vildt år for Yola. Hun var blevet nomineret til hele fire Grammy’er, hun var blevet castet som rockpioneeren Sister Rosetta Tharpe i Baz Luhrmanns kommende film om Elvis. Hun havde også landet et supportjob for countryrocken Chris Stapletons tour. Og så ramte pandemien.

Det gav heldigvis bare rum til at lave pladen Stand for Myself (igen med Dan Auerbach som producer), som er blevet modtaget med stjernebestrøede anmeldelser (se bare her).

Med en gang til gammel country, orkestral popmusik og klassisk soul udtrykker Yola en stor forkærlighed for retrolyde, uden at hun selv lyder som ren pastiche. Hun er blevet sammenlignet med kunstnere som Dusty Springfield og Sandie Shaw.

Klik du dig en tur igennem Youtube (se for eksempel her, her og her) og du vil hurtigt opdage, at Yola er en lige så fantastisk sanger live, som hun er på plade. Hendes melodiske, resonansrige sang er så altopslugende, at den er som et kæmpeknus af alle, der er inden for rækkevidde. Hendes søde melodier spilles fornemt op af et fremragende backingband, så der er lagt op til en koncert med de store følelser blafrende i luften, når Yola giver koncert på Roskilde Festival.