VI SÆLGER 5000 EKSTRA BILLETTER TIL UNGE UNDER 25 ÅR

PUBLICERET TIRSDAG 12.10.2021

Oplevelser
80 procent af Roskilde-gæsterne debuterer på festivalen, når de er under 25 år. Vi opretter nu en ’Under 25’-billet for at tage hensyn til de ungdomsårgange, der i 2020 og 2021 mistede muligheden for at tage på Roskilde Festival for første gang.


Når Roskilde Festival 2022 finder sted til næste sommer, håber vi at se en masse debutanter. Dem som oplever festivalen og har den dér uspolerede, store oplevelse, hvor alting anskues og mærkes for allerførste gang. Det kan alle Roskilde-gængere relatere til.

Vi har alle skullet undvære Roskilde Festival i 2020 og 2021. Men måske vigtigst af alt har vi haft to år, hvor unge Roskilde-debutanter har misset muligheden for at komme på festival. Vores tal viser, at blandt alle på Roskilde Festival er 80 % af de førstegangsdeltagende under 25 år.

Derfor har vi besluttet at sætte ekstra ind for at hjælpe den smule, vi kan, over for dem, som ikke har haft mulighed for at være førstegangsdeltagende på Roskilde Festival de sidste to år.

Vi har fundet 5000 ekstra billetter, som vi gerne vil sælge til unge. Vi kalder dem ’Under 25’-billetter, for de er øremærket netop unge mennesker. Helt præcist skal du være født efter 3. juli 1997 for at kunne bruge billetten.

De 5000 billetter sætter vi til salg tirsdag 30. november kl. 12:00. Billetterne koster det samme som de almindelige partoutbilletter. Forskellen er bare, at de er forbeholdt unge under 25 år.

Vi sætter også refunderede billetter til salg

Der blev kun refunderet 5000 ud af de 80.000 solgte billetter efter aflysningen af Roskilde Festival 2021. De billetter er til alle, og dem skal vi have i hænderne på en masse festivalhungrende mennesker. Vi sætter således 5000 billetter i salg på torsdag 14. oktober. Vi sælger først til vores venteliste kl. 11:00, dernæst i åbent salg kl. 12:00 (med mindre der er udsolgt). Vil du nå med på ventelisten, så skriv dig på her inden onsdag kl. 23:59:

Har du spørgsmål til 'Under 25'-billettypen?


Initiativet efterlader måske en række spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare nedenfor. Og som altid tager vi gerne imod henvendelser på info@roskilde-festival.dk.

Hvorfor har I lavet en 'Under 25'-billet? 

To årgange af festivaldebutanter er blevet snydt for deres mulighed for at prøve at komme på Roskilde Festival pga. COVID-19 aflysninger. Vi ønskede at lave et billetsalg, der er solidarisk med deres situation og udfordring. Derfor har vi omfordelt vores billetsalg, så der er blev plads til Under 25-billetter, mod at der er lidt færre af andre deltagertyper. 

Hvorfor går jeres grænse ved 24 år?

Grænsen er sat ud fra, at den rummer 80 % af vores normale debutanter på en festival. Det er ved 22 år, hvilket vi så har forskudt med to år pga. at vi har aflyst to festivaler.

Kan man købe ’Under 25’-billetter til enkelte dage? 

Nej, ’under 25’-billetter bliver kun solgt som partoutbilletter.

Kan jeg købe en ’Under 25’-billet til en ven, søskende eller barn under 25 år, selvom jeg selv er ældre?

Sagtens! Så længe personen, der skal bruge billetten på Roskilde Festival 2022, er født efter 3. juli 1997.

Kan jeg videresælge min ‘Under 25’-billet, hvis jeg selv bliver forhindret i at deltage på Roskilde Festival 2022?

Ja. Du kan videresælge eller overføre din ‘Under 25’-billet, som vi normalt anbefaler det. Køber eller modtager skal bare være født efter 3. juli 1997 for at kunne bruge billetten.

Hvad skal jeg medbringe i indgangen sammen med min ’Under 25’-billet?

Du skal medbringe gyldigt billed-ID (legitimationskort, pas eller kørekort), som dokumenterer at du er født efter 3. juli 1997.

Hvor mange ‘Under 25’-billetter går i salg?

5.000. Herudover et begrænset antal almindelige partoutbilletter og endagsbilletter.

Sælger I så færre almindelige partoutbilletter?

Nej. Vi har i år valgt at øge vores kapacitet på partoutbilletter til 85.000 med 5.000 ekstra ‘Under 25’-billetter.