FEM MUST-SEES I ÅRETS KUNST- OG AKTIVISMEPROGRAM

PUBLICERET TIRSDAG 3.5.2022

Oplevelser
Sæt kroppen i bevægelse på verdens største dansegulv og maleri, mød det ukrainsk-danske ungdomshus, engagér dig i workshops om vores mikrokosmos, oplev kunstens greb på forplantning, og kast dig ind i vilde festraves i vores ravfarvede klub. Årets kunst- og aktivismeprogram spænder vidt med 68 aktører. Vi guider dig lidt på vej.


Vi har netop offentliggjort 68 navne til vores kunst- og aktivismeprogram. Det er meget at tage ind på én gang. Så vi hjælper dig godt på vej med fem steder i programmet, som du bør svinge forbi på din færd gennem festivalen. Her kan du suge indtryk til dig og tage del i aktive diskussioner og workshops.

For det er tid til at handle i solidaritetens navn. Det er det fælles afsæt i programmet på tværs af kunstnere, aktivister, ungdomsbevægelser m.m. Det kan du læse mere om her.

Katharina Grosse laver verdens største dansegulv og maleri på Roskilde Festival 2022. 

Katharina Grosse, It Wasn’t Us, 2020, Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart – Berlin, akryl på gulv, polystyren og bronze; maling på asfalt, beton, mursten og metalbricks , 700 x 6500 x 18300 cm. König Galerie / Gagosian / Galerie nächst St. Stephan Rosemarie Schwarzwälder / Staatliche Museen zu Berlin, Nationalgalerie. Foto: Jens Ziehe. © Katharina Grosse og VG Bild-Kunst, Bonn, 2021

Træd ud på verdens største dansegulv


Livet i den store festivalby summer af konstant energi på campingpladsen. Blandt de mange telte kan du støde på verdens største dansegulv – og maleri. 2000 kvadratmeter. Det svarer til arealet af 25 lejligheder. Her er der rig lejlighed til at danse!

Dansegulvet er et værk skabt af den tyske kunstner Katharina Grosse. Hun skaber et farverigt og koloenormt gulv og maleri mellem de grønne bakker på Camping East.

Dansegulvet vil danne scene for flere events og performances. Nogle er planlagt af festivalen selv – andre vil opstå helt naturligt, når festivaldeltagerne selv medbringer musikken og i fællesskab interagerer med kunstværket.

Flokkr er vores moderne forsamlingshus og det helt rette sted at være, hvis du er vild med ivrige debatter, talks og workshops.

Træd ind i vores moderne forsamlingshus


Der er altid brændende dagsordener i gang i Flokkr, som er vores forsamlingshus, som ligger ude på campingpladsen. Herind inviterer vi en bred skare af debattører, aktører og aktivister med bankende hjerter og en masse på sinde – og de inviterer dig til at indgå i både samtaler og workshops.

Mød det ukrainsk-danske ungdomshus, som fortæller om, hvordan solidaritet udføres under den russiske invasion. Mød også klimaaktivisterne fra Fridays for Future, som vil engagere dig i deres sag.

Den står på særligt vaskeægte fysik-mashup når CERN, Den Europæiske Organisation for Højenergifysik, og Niels Bohr Instituttet inviterer dig ind i deres videnskabspavillon, hvor du bl.a. kan bygge solcelleanlæg, og en Geigertæller og en detektor, der lader dig se de kosmiske stråler fra rummet.

Du kan møde Lærke Bagger, som i en talk gør op med forestillingen om det perfekte menneske – og den perfekt strikkede sweater. Bagefter kan du selv prøve kræfter med garnnøgler og strikkepinde.

Skønlitteratur og musik mødes, når First Hate sætter lyd til Cecilie Linds roman Pigedyr. Et unikt mashup i form af en romankoncert, som du aldrig har oplevet det før.

Studio Thinkinghand faciliterer en workshop, hvor du kan lave dit eget mikrokosmos.

Træd ind i vores grønne klimapavillon


Det handler om klimaet og nærmiljøet i vores splinternye klimapavillon. Den er designet af EAHR (Emergency Architecture & Human Rights), som arbejder for at styrke modstandsdygtigheden hos sårbare grupper, der lider under ulighed og humanitære kriser. Pavillonen er bygget af Log Ladies, som også inviterer til hands-on byggeworkshops med fokus på køn.

I pavillonen kan du sammen med Studio Thinkinghand skabe dit eget mikrokosmos med det liv af mikroskopiske organismer, som eksisterer uden for det blotte øje.

Outhabitants inviterer dig ind i deres pusterum, som er et healende samvær, som kan aflade noget af alt den spænding, som festivalen lagrer i din krop.

Bureau for mellemartslig kommunikation inviterer dig på en kreativ og gakket insektskole, hvor du er med til at lave et venskabsritual for vores summende venner.

Marie Munk laver en stor, hyperrealistisk moderkage, som er et symbol på det livgivende.

Træd ind i kunstens forplantende verden


Når du bevæger dig fra Art Zone mod Gloria-scenen vil du møde en kunsttematik med særligt fokus på det forplantende og reproducerende.

Marie Munk laver en stor, hyperrealistisk moderkage, som er et symbol på det livgivende, men som også fremstår som noget overdimensioneret ’ulækkert’, som repræsenterer det akavede forhold, mange har til deres egen kropslige natur.

Anna Aagaard Jensen skaber en forstørret og muteret livmoder, som giver liv til talrige æggestokke, som du kan sætte dig til rette i.

Du kan også se Tabita Rezaires film Peaceful Warrior, som fungerer som en ’afkoloniserings-selvpleje-vejledning’. Kunstneren guider os gennem egyptisk kosmologi og livmodere, mens hun dyrker yoga og træner sin 'livmoderkraft'.

Sahar Jamili skaber en overvældende lysekrone, som taler ind i mekanikkerne for identitet. Jamili oprinder fra Azerbaijan, hvor lysekronen er et statussymbol. Jamilis lysekrone forener splittelsen mellem at være Nørrebro-punk og azerbaijansk ung.

Kim Mejdahl optræder under sit musiker-alias Kim Kim og lover en skrigende vild elektronisk koncert – foto: Petra Kleis

Træd ind i vores ravfarvede natklub


Det er aldrig svært at finde en fest på Roskilde Festival. Når du først træder ind i Ambereum, kan du nemt blive fristet til at hænge her hele festivalen. Ambereum er et ravfarvet performance-rum og et gemmested fra festivalens hurtige puls. Om natten bliver det et decideret festcentrum.

Du kan bl.a. møde den danske kunstner Kim Mejdahl, som du måske har set i DR-programmet Kunstnerkolonien. Under musiker-aliaset Kim Kim inviterer han til en skrigende vild elektronisk koncert med gale visuals.

Du kan også opleve Perera Elsewhere skabe en hypnotisk sammensmeltning af musik, der lyder, som om den eksisterer i alverdens fjerne egne af verden – samtidigt.

Linda Lamignan producerer en verden af lyd, der ligger i et krydsfelt mellem elektronisk afrofuturisme og ambient, med et mål om at skabe en meditativ og helende atmosfære.

Og når mørket falder på, rykker fire forskellige musikkollektiver ind i Ambereum og omgør stedet til et langstrakt rave. Fra onsdag til lørdag kan du opleve et væld af kunstnere fra henholdsvis UUMPHFF, Nyege Nyege, Group Therapy og Another Name.

Ovenstående er naturligvis blot et udvalg af de mange ting, som finder sted på Roskilde Festival 2022. Der er meget mere at gå ombord i. Se den fulde line-up her.