PUBLICERET ONSDAG 15.6.2022
Snart er der Roskilde Festival, og planlægningen er i fuldt sving.
Den første oplevelse starter jo, når du kommer til festivalen. Måske endda undervejs hertil.
Men hvordan kommer du egentlig smartest til Roskilde Festival? Vi har en række anbefalinger til dig.
Foto: Mick Friis
Tag toget til festivalens egen station
Tal om at blive kørt til døren! Det gør toget faktisk. Og mere til. Vi har egen togstation på festivalpladsen, som er beliggende inde på campingpladsen. Her kan du også bytte billet til armbånd. Og i løbet af festivalen kører toget fast mellem festivalstationen og Roskilde Station. Hver tur koster 25 kr. Du køber din billet direkte på perronen. Om natten kører toget dig direkte til København med stop på Høje Taastrup.
Se alle tider på Rejseplanen. Bemærk: Når du skal skrive vores station ind, så hedder den ’Roskilde Festivalplads St.’
Læs mere hos DSB: https://www.dsb.dk/kampagner/roskilde-festival/
OBS: På åbningsdagen er der early entry-billetter via toget frem til kl. 15:33. Læs mere om det her.
Foto: Mick Friis
Tag med bussen direkte til indgang East
Det er også ganske nemt at tage bussen til Roskilde Festival. Med Flixbus kan du køre fra de største byer i Danmark direkte til Roskilde Festival. Bussen holder lige ved indgang East. Og når festivalen er færdig, kan du også køre hjem igen. Book din afgang allerede i dag.
Læs mere på: https://www.flixbus.dk/fjernbusser/roskilde-festival
Vi har også shuttle-busser, som kører fast mellem Roskilde Station og Roskilde Festivals indgange. En tur koster 25 kr., og busserne kører hele tiden.
Cykelparkering nord for pladsen
Kommer du på cykel, har vi en cykelparkering nord for pladsen ved indgang North. Cykelparkering er gratis.
Er du i bil, er der selvfølgelig også plads til dig
Kommer du i bil, sørger vi selvfølgelig også for, at der er plads til dig. Vi har parkeringspladser på både East, West og South. De har varierende pris, alt efter hvor tæt på indgangene de er. Du kan enten betale for én dag eller hele festivalperioden. Alle parkeringsbilletter kommer i salg fra torsdag kl. 12:00. Se mere på roskil.de/parking og download parkingsoversigten.