PUBLICERET MANDAG 13.6.2022
Når du i år går på opdagelse på Camping East, vil du mellem Dream City og Central Park støde på en lade, der har fået nyt liv og formål.
Laden har før været brugt som lageropbevaring for beboerne i Dream City. Men nu vil nye drømmere – i form af unge iværksættere fra Det Cirkulære Laboratorium – fylde laden med deres bud på cirkulære og bæredygtige projekter og initiativer.
Det Cirkulære Laboratorium, som skabt i samarbejde mellem Roskilde Festival og Tuborgfondet, henvender sig til unge iværksættere i alderen mellem 16 til 30 år.
For de unge har ikke samme netværk som ældre iværksættere, og derfor kan de have svært ved at få tilladelse til at teste deres løsninger i allerede etablerede bymiljøer, fortæller leder af Det Cirkulære Laboratorium, Kristine Barenholdt Bruun.
”Midlertidigheden på festivalen er en kæmpe fordel, fordi den giver nogle andre muligheder end allerede etablerede bymiljøer. Det er et nemt tilgængeligt og meget tilgivende miljø, hvor intet er mejslet i sten på forhånd,” siger Kristine Barenholdt Bruun.
Iværksættere på workshop i maj hvor de koordinerer deres placering i Det Cirkulære Laboratoriums base på årets festival. Foto: Julie Hindkjær
Mod en cirkulær festival
Roskilde Festival arbejder med principper om cirkularitet, og festivalens ressource- og affaldsplan lægger op til mere genanvendelse og lavere ressourceforbrug og affaldsmængder frem mod 2024.
”Vi arbejder os hen mod at blive en cirkulær festival, og i det arbejde spiller det cirkulære laboratorium en vigtig rolle, da flere af de unge iværksættere kommer og tester løsninger, som festivalen har brug for eller kan lære af,” fortæller Kristine Barenholdt Bruun.
Samarbejdet med de unge iværksættere kan være med til at åbne mulighederne for at opdage nye cirkulære løsninger i en cirkulær proces, hvor initiativerne vil blive testet, forbedret og så testet igen, så de potentielt kan blive implementeret i festivalen.
”Laboratoriet tester også cirkulære løsninger, som ikke nødvendigvis har festivaler som målgruppe. Så længe de kan testes på festivalen og har potentialet til at gøre verden til et grønnere og mere cirkulært sted, er de velkomne i laboratoriet,” siger Kristine Barenholdt Bruun.
Kristine Barenholdt Bruun håber også, at initiativet vil være med til at inspirere festivalgæsterne til at tænke mere bæredygtigt.
”Vi håber rigtig meget, at løsningerne også kommer til at påvirke vores egen og gæsternes adfærd, og at de også kommer til at tage den adfærdsændring med sig hjem,” siger Kristine Barenholdt Bruun.
Frederik K. Brandt og Zilia Roikjær fra Plastic Projects laver byggematerialer af genanvendt plastik. Foto: Malou Frandsen
Genanvendt plastik kan bruges som byggesten
Zilia Roikjær & Frederik K. Brandt, som står bag virksomheden Plastic Projects, er blandt de iværksættere, som skal teste deres grønne løsninger i år.
De producerer genanvendelige plastikplader ud af genbrugsplastik på en maskine, de selv har bygget ud af genanvendte materialer.
"Vores plader er et alsidigt byggemateriale. Det er enormt slidstærkt, og formatet tillader, at vi kan bygge mange forskellige konstruktioner. Pladerne er lavet i 100% genanvendt plastik og kan genanvendes igen. Det er derfor også et materiale, som, hvis det udnyttes korrekt, har en enormt lang levetid,” fortæller Frederik K. Brandt.
Plastic Projects vil med deres produkt også gerne være med til at skabe mere ressourcebevidsthed, hvor forbrugeren bliver opmærksom på, at plastik let kan genanvendes.
”Plastik er i lang tid blevet opfattet som affald, og det kunne vi godt tænke os at ændre på. Vi vil vise at genanvendte materialer ikke behøver være grå og kedelige, men faktisk kan være endnu skønnere end nyt materiale. På den måde kan vi skabe en større værdi og forståelse omkring plast som materiale,” fortæller Zilia Roikjær.
I efteråret 2021 fremviste Plastic Projects plastikplader på videnfestivalen GRASP i Roskilde. På Roskilde Festival er de klar til at afprøve hel pavillon, som er lavet af deres genanvendte plastikplader.
”Vi er virkelig spændt på at se, hvordan festivalgæsterne kommer til at tage imod den,” fortæller Zilia Roikjær om udsigten til at teste deres grønne initiativ.
Tekst: Julie Hindkjær, frivillig webjournalist i Roskilde Festivals Mediehus
Mød iværksætterne
Det cirkulære laboratorium tester cirka 30 grønne produkter og løsninger fra unge iværksættere, f.eks. campingudstyr, telte, fødevareemballage, upcyclede byggematerialer, nye løsninger til affaldshåndtering og meget mere på årets festival
Fra søndag 26. juni kan du møde iværksætterne ved Det Cirkulære Laboratoriums base og i den nærliggende Klimapavillonen. Her kan du også engagere dig i workshops og samtaler om, hvordan vi gør Roskilde Festival og verden omkring os mere bæredygtig og cirkulær.
Find programmet for Klimapavillonen i app’en eller her.
Læs mere om Det Cirkulære Laboratorium her.