JACK HARLOW AFLYSER SIN ROSKILDE FESTIVAL-KONCERT

PUBLICERET MANDAG 20.6.2022

Oplevelser
Den amerikanske rapper er i tidskneb med at færdigproducere sin musik, så han når ikke til Roskilde til sommer. I stedet har vi inviteret poptastiske Rina Sawayama.


Det er med stor ærgrelse, at Jack Harlow må melde, at han alligevel ikke kommer til sommerens Roskilde Festival.

Den amerikanske rapper er nødsaget til at færdiggøre nogle musik- og filmindspilninger han pt. er involveret i til "White Men Can't Jump", og det betyder, at han bliver i USA hele juni måned og således ikke kan gennemføre sin Roskilde-koncert.

Til gengæld er vi glade for, at vi får muligheden for at præsentere japansk-britiske Rina Sawayama, en kunstner som vi har fulgt et stykke tid, og som vi har store forventninger til. Vi har selv oplevet hende på Coachella i Californien, hvor hun overstrålede flere af hovednavnene.

Rina Sawayama er en poptastisk genrejonglør, hvis musikalske univers rummer alt fra nu-metal og skinnende megapop fra 00'erne til klublækre tracks, rap-rock og meget mere. NME kan ikke få hænderne ned, og det samme gør sig gældende hos The Guardian, som hævder, at hendes superstjernestatus er cementeret.