OPLEV SARA PARKMANS FABELAGTIGE FOLKEMUSIK I ROSKILDE DOMKIRKE

PUBLICERET TIRSDAG 7.6.2022

Ud over festivalen
Den festivalaktuelle musiker Sara Parkman serverer sin fortryllende folkemusik i Roskilde Domkirke få dage før sin optræden på Roskilde Festival. Billetter er i salg nu.


Svenske Sara Parkman bringer både poesi og politisk kant til folkemusiktraditionerne. Det har i hjemlandet gjort hende til en omtalt kunstner, som har brugt folkemusikkens rum til at adressere kritik af såvel nationalisme som patriarkatet.

Om kort tid spiller hun på årets Roskilde Festival. Men allerede mandag 27. juni gæster den 33-årige svenske musiker Roskilde Domkirke, hvor hun præsenterer sin magiske blanding af folkemusik, salmer, pop og protest.

Sara Parkman er anerkendt for at krydse grænserne mellem koncert- og teaterscene. Hun har sunget om stærke kvindelige musikere, og hun har bevæget sig ind i sakrale rum med inspiration fra salmetraditionen, bøn og kirkekor med samtidigt politisk bid og indignation.

Parkman har vundet flere priser for sin musik. I 2017 modtog hun prisen som ‘Årets artist’ til den svenske Folk & Världsmusikgalan, og hendes album Matriarkerna vandt prisen som ’årets udgivelse’ det følgende år. Hun har desuden vunder en aktivistpris fra SKAP, den svenske forening for sangskrivere, komponister og forfattere.

Roskilde Festival er arrangør af koncerten, der er et tilbud til både festivaldeltagere, der har lyst til at udforske Roskilde by, og til borgere i byen, der ikke er på festival.

Hvem, hvor, hvor meget?
Sara Parkman, Roskilde Domkirke
Tid: mandag 27. juni kl. 20:00 (døre åbnes 19:00)
Pris: 100 DKK
Billetter kan købes her