UNGEBILLETTER REVET VÆK

PUBLICERET TIRSDAG 30.11.2021

Festivallivet
Tirsdag blev 5000 partoutbilletter, der er oprettet særligt til unge under 25, sat til salg. De blev solgt på ganske få minutter, og dermed kan Roskilde Festival melde udsolgt af partoutbilletter til festival nummer 50 i 2022.


Der har været rift om de relativt få ledige billetter, der var i spil til Roskilde Festival i 2022.

Som noget nyt har Roskilde Festival derfor introduceret en særlig ’Under 25’-billet, der kun kan benyttes af unge under 25 år.

’Under 25’-billetten er oprettet, fordi 80 procent af deltagerne på Roskilde Festival er af sted for første gang, inden de fylder 25 år. Med denne særlige billetkategori ønsker vi at tage hensyn til de ungdomsårgange, der mistede muligheden for at tage på deres første Roskilde Festival på grund af coronakrisen.

De 5000 ’Under 25’-billetter blev tirsdag solgt på ganske få minutter, og Roskilde Festival kan nu melde udsolgt af partoutbilletter i 2022.

Endagsbilletter fortsat i salg
Nåede du ikke at sikre dig en partoutbillet til Roskilde Festival, er det dog fortsat muligt at tage del i sommerens festivalfællesskab.

Hvis duvil have den fulde oplevelse, kan du skrive dig op som frivillig: roskil.de/list

Der er stadig endagsbilletter at finde, så du bl.a. kan opleve Dua Lipa, Tyler, The Creator, HAIM, St. Vincent, Jada og mange andre.

Endagsbilletter kan købes lige her

Pas på ugyldige billetter
Når Roskilde Festival er udsolgt, sælges der ofte billetter fra uofficielle steder som Viagogo – og ofte til overpriser. Hvis billetter stjæles eller mistes, kan billetnumrene gøres ugyldige. På denne måde kan svindlere forsøge at sælge billetter, som i virkeligheden er ugyldige. Læs mere her