Innovativ New Yorker-duo byder på ætsende og politisk rap
Roskilde Festival byder på en stærk mulighed for at opleve et syrebad af avantgardistisk New Yorker-rap, når Armand Hammer gæster festivalen, hvor man også kan opleve solo-show med Billy Woods fra den kritikerroste duo.
Under navnet Armand Hammer har Woods sammen med rapperen Elucid skabt et ry som noget af det mest innovative, der er kommet ud af New Yorks hip-hop-scene, og flere af deres plader har været fremhævet som mesterværker inden for genren, bl.a. hovedværket “Paraffin”, som var at finde på Stereogums liste over de 10 bedste rap-album i 2018, og som i samme medie blev kaldt “a disorienting rap masterpiece”. Ros fik gruppen også for efterfølgeren “Shrines” (2020) og samarbejdet med The Alchemist på 2021-albummet “Haram”.
Billy Woods og Elucid er stærke kunstnere i egen ret, men som Armand Hammer skaber de noget særligt sammen. Et på én gang komplekst, poetisk og brutalt udtryk, hvor rasende lyrik om racisme og kolonialisme ramler sammen med psykedeliske lydbilleder og overrumplende soniske collager.