Dronningen af bounce-hiphop kommer til Roskilde Festival!
Big Freedia er blevet kaldt “The Queen of Bounce” - en særlig forgrening af hiphoppen, som udspringer af New Orleans’ frodige musikmiljø. Big Freedia voksede selv op som kordreng i New Orleans inden skiftet til rappen og til en flydende kønsidentitet. Selv har hun i interviews sagt, at hun ikke interesserer sig ret meget for pronominer og ofte skifter dem undervejs, men at hun dog er tilbøjelig til at identificere sig som kvinde.
Op gennem 00’erne udsendte hun en række kultsingler, ligesom hun blev hovedpersonen i sit eget reality show, Big Freedia Bounces Back, i 2013. Samme år kom hun i Guinness Rekordbog for største twerk-performance til et show i New York, og hun er da også kendt for at lade sine koncerter vokse til gigantiske twerk-fester.
Da Beyoncé på sin banebrydede single “Formation” hentede inspiration fra Bounce-musikken, var det med et sample fra Big Freedia. Siden har Big Freedia samarbejdet med Beyoncé på “Break My Soul”, ligesom hendes samarbejde med Kesha på “Raising Hell” blev et kæmpe hit. Der er lagt op til en stor bounce-fest på Roskilde!