Knivskarp post-punk fra fremadstormende australsk kvartet
Den australske kvartet Body Type har med deres debutalbum ikke kun skabt én af 2022’s bedste pladetitler. “Everything Is Dangerous But Nothing's Surprising” vidner også om et band, der efter et par spændende EP’er nu er klar til at tage verden med storm med et intelligent og velkomponeret take på post-punken, hvor kradsende guitarer, cool vokaler og en anarkistisk tilgang går op i en højere enhed.
Det kradser på en cool facon, der har fået anmeldere til at sammenligne bandet med post-punk-sensationen Dry Cleaning, og som har fået navne som Big Thief, Cate Le Bon og Unknown Mortal Orchestra til at invitere Body Type med som support.
Body Types lyd karakteriseres af kantede guitarfigurer og vokaler, der væver sig ind i hinanden og leverer stærke tekster med vid og bid. Bandet fremstår i sandhed som en kollektiv enhed, der er stærkere end summen af enkeltdele, og som er dejligt befriet for selvcentrererede egoer. Det musikalske firkløver lyder kort sagt som en drøm sammen, og deres album var da også fortjent at finde på flere årslister for 2022, blandt andet hos Rolling Stone, der kaldte pladen “thrillingly formidable”. Post-punk af fineste aftapning!