BRIMHEIM DK

Scene
Avalon
Show
Onsdag 28. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Med nyt album under opsejling indtager den hudløse indie-sangerinde Roskilde

Hun stod på Rising-scenen på Roskilde i 2022, hvor hun leverede en koncert, der fik visse anmeldere til at spørge, om det egentlig var den rette placering? For var her ikke allerede tale om en vaskeægte rockstjerne? I hvert fald beviste den dansk-færøske sangskriver, at hun og hendes band allerede fremstår med et sjældent helstøbt kunstnerisk udtryk.

Nogle måneder inden koncerten havde Brimheim da også udsendt det direkte fremragende debutalbum “Can’t Hate Myself Into a Different Shape”, der viste hende som en stor og vedkommende sangskriver, som mestrer både den storladne skønhed, den intime folk og den kradsende indierock, og som omfavner det skrøbelige og melankolske på gribende vis.

Hendes koncerter i kølvandet på albummet har cementeret hendes position som en af de vigtigste nye stemmer i dansk alternativ rock, og udlandet har da også fået øje på Brimheim, der allerede har spillet på flere internationale festivaler og medvirket til en session hos KEXP. Og nu er hun så også klar til at tage springet op fra sig fra Rising-scenen til Avalon-scenen med sine fantastiske sange, og endda med et nyt album i støbeskeen.