DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTER DK

Lokation
Platform
Show
13:30
Torsdag 29. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

Kom helt tæt på den klassiske musiks største komponister formidlet af sublim strygerkvartet

Lad dig føre med til en helt anden verden, når en knivskarp strygerkvartet sammensat af musikere fra Danmarks Underholdningsorkester bringer den klassiske musik ind på Roskilde Festivals eksperimenterende Platform-scene.

Her vil du kunne drømme dig hen til en række værker af nogle af den klassiske musiks største komponister - fra Bach, Haydn og Mozart til Antonín Dvořák og Carl Nielsen - og opleve den sublime klang i det tætte sammenspil mellem strygerinstrumenterne spillet af Christine Enevold (violin), Christian Ellegaard (violin), Mina Fred (bratsch) og Dorothea Wolff (cello).

Danmarks Underholdningsorkester er et unikt orkester i dansk musikliv. Orkestrets rødder strækker sig mere end 80 år tilbage til grundlæggelsen i 1939. Siden 2014 har orkestret været et selvstændigt, musikerejet orkester, der har forædlet en evne til at fremføre klassisk musik på allerhøjeste internationale niveau med en vilje til at forene det klassiske og det folkelige.

Således samarbejder musikerne hyppigt med både danske og internationale popmusikere, og de lever og ånder for at bringe det bedste af den klassiske musik til nye lyttere. Derfor hører deres funklende spil naturligvis også hjemme på Roskilde Festival.