DEBBIE SINGS DK

Scene
Apollo
Show
Onsdag 28. juni 2023
Mere om kunstneren
Instagram
Spotify

En maksimalistisk eksplosion af hyperpop og punket attitude.

“En futuristisk, fandenivoldsk magtdemonstration af en Roskilde-debut”, skrev Soundvenue om hendes koncert på Roskilde Festivals Countdown-scene i 2022. Det var en magisk oplevelse, der i den grad satte forventningerne højt for den unge kunstner, og det er derfor en udsøgt fornøjelse at kunne byde Debbie Sings velkommen tilbage til Roskilde Festival i 2023.

Debbie Sings, der tidligere slog sine folder i trioen Jenny, har i den grad markeret sig som en spændende dansk kunstner med et maksimalistisk udtryk, hvor en blanding af hyperpop, punk, metal og gabber rykker publikum rundt. Det er bevidst over-the-top og med en stor fuckfinger til blød mellemvare, men formår man at hænge på, når Debbie Sings tonser afsted, bliver man til gengæld belønnet med en nærmest ekstatisk musikalsk oplevelse.

Selvom hun endnu kun har udgivet få sange, er der ingen tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til Debbie Sings, så du kan lige så godt joine festen nu. Tilmed har Debbie Sings lovet et helt særligt show til Roskilde Festival. Det bliver uden tvivl en musikalsk eksplosion!